Professor, overlæge, ph.d. Anette Drøhse Kjeldsen modtog den 27. august 2026 Kleins Legat på 75.000 kr.
Ørelæge Valdemar Klein og Læge Fru Johanne Kleins Legat blev stiftet i 1948 med det formål ”årligt at uddele en hædersgave til en videnskabeligt veluddannet og anset speciallæge eller til en fremragende kunsthistoriker”. Årets legatmodtager er udpeget af DSOHH – Dansk Selskab for Otorhinolaryngologi – Hoved- & Halskirurgi.
Legatets bestyrelse består af en advokat, præsidenten for Det Medicinske Selskab i København og formanden for Dansk Selskab for Otorhinolaryngologi, Hoved- og Halskirurgi.
Anette Drøhse Kjeldsen er ansat som professor i rhinologi og vaskulære misdannelser ved
Øre-Næse-Halsafdelingen på Odense Universitetshospital og underviser desuden på medicinstudiet ved Syddansk Universitet.
Anette Drøhse Kjeldsen modtager denne anerkendelse for hendes store og mangeårige indsats for at forbedre behandlingen af patienter med rhinologiske lidelser og vaskulære misdannelser. Anette Drøhse Kjeldsen er internationalt anerkendt for sit arbejde med Hereditær Hæmorragisk Telangiectasi (HHT), også kendt som Morbus Osler, hvilket har været et centralt omdrejningspunkt i hendes karriere siden hendes ph.d.-forsvar i 1998. Hun har været drivkraften bag etableringen af mutationsdiagnostik og innovative behandlingsmetoder som bevacizumab til patienter med svære blødninger.
Som forsker er Anette Drøhse Kjeldsen yderst aktiv med et H-index på 30 (Scopus). Hendes forskning spænder vidt over klinisk rhinologi og vaskulære misdannelser, og hun deltager i tætte forskningssamarbejder i både Europa og USA. Hun har desuden fungeret som
hovedvejleder for adskillige ph.d.-studerende og ydet et væsentligt bidrag som bedømmer af ph.d.-afhandlinger og doktordisputatser.
Anette Drøhse Kjeldsen varetager en række betydelige nationale og internationale tillidshverv. Hun er tidligere formand for DSOHH (2014-2017) og har været formand for Dansk Rhinologisk Selskab. Internationalt bestrider hun fra 2025 posten som formand for European HHT Working Group under VASCERN og er medlem af det internationale medicinske rådgivende udvalg for HHT.
For sit omfattende engagement, sin videnskabelige produktion og sin store betydning for udviklingen af det rhinologiske speciale er Annette Drøhse Kjeldsen modtager af Ørelæge Valdemar Klein og Læge Fru Johanne Kleins Legat.
Annette Drøhse Kjeldsen modtog prisen ved en højtidelighed i Lægeforeningens lokaler i København, Domus Medica.