
Louise Fugl Madelaire, læge og PhD-studerende, Psykiatrien Region Sjælland
Mental sundhed blandt børn og unge er under pres – både globalt og i Danmark. Stigende skærmbrug, især via smartphones, sociale medier og gaming, er fremhævet som en mulig medvirkende faktor. For de fleste er digitalt samvær og underholdning en naturlig del af hverdagen, men hos nogle udvikler brugen sig til et mønster, der forstyrrer søvn, trivsel, sociale relationer og læring.
I oplægget præsenteres ny dansk og international forskning om sammenhængen mellem skærmbrug og mental sundhed samt den foreløbige viden om forekomst, mekanismer og konsekvenser af problematisk skærmbrug. Afslutningsvis gives eksempler på lovende interventioner og konkrete anbefalinger til, hvordan den nuværende viden kan anvendes i både klinisk praksis og forebyggelse.