Indlæser Begivenheder

KUNNE DU BLIVE LÆGE I 2026? Invitation til DMSK’s første Pub-Quiz

Mængden af medicinsk viden vokser eksponentielt. Dette stiller tiltagende krav til os læger, der forventes både at have vores specialistviden og en bred faglig forståelse. På medicinstudiet testes kommende lægers kompetencer i en omfattende række af eksaminer, hvor den mest komplekse er den stationsbaserede OSCE-eksamen. Denne spænder meget vidt på tværs af kirurgiske, medicinske og parakliniske specialer og kræver derfor en bred faglig viden.

Aftenens arrangement starter med, at overlæge, klinisk lektor og eksamensformand for OSCE, Morten Jon Andersen, kort fortæller om baggrunden for OSCE-eksamen og eksamens struktur – krydret med interessante (og måske skræmmende) eksempler på tidligere resultater. Herefter er professor i medicinsk uddannelse, Lars Konge, quizmaster ved en ”eksamen”, hvor deltagerne i grupper ved de runde borde dyster mod hinanden i autentiske spørgsmål om diagnoser, udredningsstrategier, fortolkninger etc. Eksamensformanden er overdommer, når rigtige og forkerte svar vurderes, og karaktererne uddeles. Der kåres selvfølgelig en prestigefyldt vindergruppe – og vi lover, at ingen vil miste autorisationen trods forkerte svar.

Så tag din læsegruppe, din ægtefælle, dine praksiskolleger eller de klogeste eksperter, du kender, med til denne lærerige og hyggelige aften, hvor I kan nyde kolde specialøl under lysekronerne, mens I demonstrerer jeres overlegne viden og erfaring. Man er selvfølgelig også meget velkommen til at møde op alene og bidrage til en gruppe.

Vil favoritterne fra de praktiserende læger vinde? Kan de medicinstuderende slå professorbordet? Og hvor meget kan DU egentligt huske fra studiet?