Kirsten Grønbæk, professor,
Center for Kræft og Organsygdomme, Rigshospitalet
For ca. 5 år siden fandt man ved store befolkningsundersøgelser at en stor fraktion af raske ældre har mutationer i de samme gener som man ser muterede hos patienter med leukæmi, såkaldt klonal hæmatopoiese (CH). Man fandt at CH var associeret med både leukæmi, kardiovaskulær sygdom og tidlig død. I samarbejde med det danske tvillingeregister har vi konstateret at raske ældre med CH ikke behøver at bekymre sig unødigt. Derimod er det patienter som både har CH og cytopeni som har stor risiko for leukæmi og tidlig død. Disse patienter henvises op til 10 år før aggressiv, oftest uhelbredelig, leukæmi opstår.
I øjeblikket ved vi meget lidt om hvorledes denne patientgruppe skal håndteres, så vi forsker i om man kan påvirke de muterede stamceller eller deres mikromiljø på et tidligt tidspunkt, og om man derved kan forhindre eller udskyde udviklingen af leukæmi og følgesygdomme.