Therese Ovesen modtager Kleins Legat 2021

Professor, overlæge Therese Ovesen modtager den 24. september 2021 Kleins Legat på 75.000 kr.

Ørelæge Valdemar Klein og Læge Fru Johanne Kleins Legat blev stiftet i 1948 med det formål ”årligt at uddele en hædersgave til en videnskabeligt veluddannet og anset speciallæge eller til en fremragende kunsthistoriker”. Årets legatmodtager er udpeget af DSOHH – Dansk Selskab for Otorhinolaryngologi – Hoved- & Halskirurgi.

Therese Ovesen modtager denne anerkendelse, idet hun i en lang årrække har leveret en helt enestående indsats inden for forskningen, uddannelsen af medicinstuderende og læger, samt i det kliniske arbejde med patienterne. Therese brænder for sit fag. Hun har et smittende engagement som underviser, og hun sætter høje standarder som kliniker. Endelig besidder Therese en enestående vedholdenhed og modet til at udfordre og stille spørgsmålstegn!

Therese Ovesen færdiggjorde sin disputats i 1995, med titlen “Implications of middle ear hyperoxia induced by ventilation tubes in otitis media with effusion”. Nogle år senere, i 2002, tiltrådte hun som lærestolsprofessor ved Aarhus Universitet. Hendes enorme engagement som underviser og forsker blev i 2012 anerkendt med udnævnelsen til ridder af Dannebrog, på indstilling af rektor for Aarhus Universitet.

I 2016 forlod Therese stillingen som lærestolsprofessor til fordel for en stilling som klinisk professor på Øre-, Næse-, Halsafdelingen, Hospitalsenheden Vest. I 2019 blev Therese endvidere adjungeret professor i Region Syd.

Som kliniker har Therese altid brændt for ørekirurgi. Den forhenværende professor ved Øre-, Næse- og Halskirurgi, Aarhus Universitetshospital, Christian Brahe Pedersen, oplærte hende i ørekirurgiens hemmeligheder. Siden har Therese praktiseret ørekirurgi ved Aarhus Universitetshospital, og aktuelt ved Øre-, Næse-, Halsafdelingen, Hospitalsenheden Vest.

Therese Ovesen er forfatter til over 140 videnskabelige artikler, redaktør og forfatter til lærebøger i øre-næse-halssygdomme, og har vejledt 15 PhD-studerende. Forskningsmæssigt har Therese primært beskæftiget sig med infektioner i øre-, næse- og halsområdet samt sygdomme i sanseapparatet, særlig lugt og smag samt hørelse og balance. Hun har etableret forskningsgruppen Flavour Institute, og står bag Klinikken for Lugte- og Smagsforstyrrelser, Hospitalsenheden Vest -som den første af sin art i Danmark. Det er i høj grad hendes fortjeneste, at Øre-, Næse-, Halsafdelingen, Hospitalsenheden Vest, i 2020 fik status som universitetsklinik for Flavour, Balance og Søvn.

Therese Ovesen modtager prisen ved en højtidelighed den 24. september 2021 i Det Medicinske Selskab i Lægeforeningens lokaler i København, Domus Medica.