Indlæser Begivenheder

“Vægt og sundhed”

 

Rasmus Køster-Rasmussen, praktiserende læge på Læsø og adjunkt ved Center for Almen Medicin, Københavns Universitet

Inden for feltet vægt og sundhed er der en stor forskel på det vi ved, og det vi gør. Forbløffende ofte er vores kliniske vejledninger bygget på en kulturel forståelse af, at det er forkert at være tyk, snarere end på evidens.

Evidensen viser ganske entydigt at slankekure og andre livsstilsindsatser baseret på energirestriktion er ineffektive til at opnå betydende varige vægttab eller sundhedsgevinster for den enkelte. Indsatsen er til gengæld enorm for individet, og for det store flertal er resultatet yo-yo vægt, dårligt selvværd og øget stigmatisering. Samlet set giver dette en forringelse af den bio-psyko-sociale sundhed, og vi bør vi holde op med at anbefale vægttab i sundhedsvæsnet.

I almen praksis har der siden årsskiftet været en massiv efterspørgsel på GLP-1 analoger mhp vægttab. Vi står ved en skillevej: Skal vi medikalisere og sygeliggøre en bestemt BMI-grænse, eller skal vi i højere grad arbejde hen imod kropsinklusion, og fokusere på sundhed frem for tyndhed, og imødekomme de sundhedsudfordringer der er ved en høj BMI med en vægtneutral sundhedsmodel?


Rasmus Køster-Rasmussen er praktiserende læge på Læsø og adjunkt på Center for almen medicin hvor han siden 2009 har forsket i vægt og sundhed. Rasmus underviser bl.a. på Københavns Universitets phd-kursus i ’obesity’ og på Forskningstræningskurset i evidensbaseret medicin, og han står sammen med kollegaen Christian Vøhtz, bag podcastserien Radio Ligevægt, som formidler og diskuterer evidensen om vægt og sundhed.